Plat eller krone

At kaste en mønt er en af de mest almindelige måder, som folk tyr til, når de skal løse en tvist eller blot træffe et valg til fordel for en bestemt løsning.

Værsen af metoden ligger i, at mønten som udgangspunkt har to forskellige sider, og kasteprocessen ender med, at mønten lander på den ene af dem. Deltageren i tvisten, der forudsagde, hvilken side af mønten der vil være øverst, efter den er faldet, vil være vinderen.

Historie om møntkast

Takket være historikeres forskning blev det kendt, at møntkastning allerede blev praktiseret i det antikke Rom. Indbyggerne i Romerriget spillede et spil, hvis navn Navia aut caput er oversat fra latin til "skib eller hoved". Essensen af spillet var at identificere vinderen, som gættede på hvilken side den kastede mønt ville lande på: bagsiden, dekoreret med billedet af et skib, eller forsiden, hvorpå kejserens hoved pralede.

Men som det viste sig, elskede de gamle grækere også et lignende spil. Dens forskel var, at i stedet for mønter i Hellas blev der kastet skaller, hvoraf en af siderne var smurt med harpiks. Spillet blev kaldt Ostra Kinda, og siderne af skallen var forbundet med et af tidspunkterne på dagen - dag eller nat (på græsk - nux kai hemera).

Senere blev spillet, kendt af indbyggerne i det antikke Grækenland, adopteret af briterne. I mange århundreder var et spil kaldet Cross and pile populært i England, hvor en mønt fløj op i luften efter at have ramt den med kanten af en anden mønt. Deltagerne så processen og forsøgte at gætte, hvilken side af mønten der ville være øverst.

I århundreder i Storbritannien var et spil kaldet Cross and pile efterspurgt. Princippet i spillet var det samme: en mønt blev slået kant mod en anden, den første sprang i luften, og spilleren gættede, hvilken side den ville lande på. Et kryds blev præget på den ene side af mønten (deraf navnet på spillet). Interessen for at kaste en mønt forsvinder heller ikke i det moderne Storbritannien - spillets mekanik er forblevet uændret, kun navnet er ændret. Generelt har folk fra forskellige dele af verden gjort det til en regel at navngive denne beskæftigelse i overensstemmelse med det, der er afbildet på mønterne. Så i dag kalder briterne spillet for hoveder eller haler, bogstaveligt talt - hovedet eller halen, som er forbundet med billedet på bagsiden af den engelske ti pence-mønt af en heraldisk løve, der hæver sin forpote og hale.

Dette princip forbliver uændret i det populære russiske spil Orlyanka, eller Eagle and Tails. Dette navn på spillet i Rusland dukkede op på grund af ørnen afbildet på forsiden af mønten. Hvad angår udtrykket "haler", er det sædvanligt for russere at bruge dette ord til at henvise til siden af mønten med betegnelsen for dens pålydende.

Smidningen af en mønt er også nået til Australien, som er afskåret fra resten af landene, selvom de her gjorde det til en regel at kaste ikke én, men to halvpenny-mønter op.

Interessante fakta

At kaste en mønt er blevet så almindeligt, at du kan finde et betydeligt antal interessante fakta relateret til denne handling.

Borgmestervalget i den filippinske by San Teodoro (Mindoro Oriental) gik i stå efter en anden valgrunde, hvor begge kandidater vandt lige stor procentdel af stemmerne. For at kunne træffe en endelig beslutning om ansættelse af kommunechefen blev det besluttet at slå en mønt. Det mest interessante er, at resultaterne af valget blev anerkendt som retfærdige og lovlige af både deltagerne selv og vælgerne i San Teodoro.
De, der kan lide at træffe en beslutning ved at kaste en mønt, har deres egen ferie. Det fejres den 8. februar, og det er netop det, det hedder - Møntkastningsdagen. De mennesker, der opfandt denne ferie, tror, at det at kaste en mønt er mere end bare underholdning. De er sikre på dette rituals ubestridelige skæbne.
I den canadiske by Toronto var der et tilfælde, hvor siden af mønten afgjorde, hvilken organisation der ville vinde et udbud om at male en streg på 1.605 kilometer af byens gader.
Skæbnen for udsendelsen af finalen i Australian Football League i 2007 var afgjort på forhånd og afhang af, hvilken side af mønten der faldt. Tvisten involverede to evige konkurrenter - de syv og ti tv-kanaler. "Ti" vandt!
Lokale og nationale valg i Storbritannien tillader beslutningstagningsmetoder såsom at trække et sugerør, trække det højeste kort fra bunken eller traditionelt vende en mønt i tilfælde af uafgjort i tilfælde af uafgjort.
Der er en ubetydelig chance for, at en mønt lander på kanten, efter at den er blevet tabt. Det er meget sparsomt (1 chance ud af 6000), men teoretisk er dette muligt.

I løbet af de år, det har eksisteret, er det at vende en mønt forvandlet fra en simpel underholdning til den mest pålidelige og objektive måde at træffe en beslutning på. Dette skyldes det faktum, at korrekt kastning under en vis kontrol praktisk talt eliminerer forfalskninger og giver et virkelig uafhængigt resultat.

Møntkastmekanikeren er meget enkel. Den mest almindelige er den traditionelle måde: en mønt kastes op og foretager flere rotationer i rummet. Så falder mønten enten til jorden eller bliver fanget af den, der kastede den og falder på håndryggen med en demonstration af resultatet. Hvis interesse repræsenteres af forsiden, og hvis interesse repræsenteres af omvendt, diskuteres umiddelbart før selve kastet.

Eksempler på møntkast

Anvendelsesområdet for denne proces har ingen grænser, men oftest mødes vi med et møntkast i følgende situationer.

Spil

Gamle græske Ostra Kinda, Roman Navia aut caput, russisk "Orlyanka" og britiske hoveder eller haler - alle disse spil har et fælles princip og adskiller sig i mindre nuancer. Men essensen af spillet ændrer sig ikke fra dette: spilleren enten gætter den side af mønten, der vil være øverst, når den falder, eller tager fejl.

Indsats

Når pengerenter lægges til spilrenterne, bliver processen med at kaste en mønt til et typisk hasardspil, hvor resultatet kan bringe spilleren enten økonomisk berigelse eller tab af penge.

Et eksempel på en sådan opgradering er det australske spil Two-up (Swy). Dens essens ligger i det faktum, at deltagerne i spillet og dets seere satser på bestemte kombinationer. Dernæst tager spilleren et bræt med mønter liggende i modsatte positioner, og kaster dem derefter op, indtil han opnår, at begge mønter falder på brættet med "ørne" oppe. Hvis resultatet af kastet er to "haler", så giver spilleren brættet til den næste spiller. Spillernes handlinger, deres overholdelse af reglerne og andre egenskaber i spillet styres af en specielt udpeget dommer.

Væddemål

Folk har en tendens til at skændes og lave væddemål. Et af værktøjerne til sådanne handlinger er ofte en møntkast - den nemmeste og mest objektive måde at løse næsten enhver tvist i mindelighed.

Part

I mange sportsgrene, især spilsport, er der behov for at bestemme, hvilket hold der skal starte spillet. For at løse dette problem bruger de den enkleste og mest gennemprøvede metode - smid lod, det vil sige smid en mønt. Hvert hold får tildelt en side, i tilfælde af hvilken det får retten til at starte spillet først.

Det er bemærkelsesværdigt, at en vellykket landing af en mønt markant kan øge chancerne for, at et hold vinder spillet.

Følelsesanalyse

Den kendte østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud foreslog, at den større betydning af et møntkast ikke ligger i selve resultatet, men i vurderingen af, hvordan vi har det med det.

Freud argumenterede for, at vi ikke blindt skulle følge, hvad mønten pegede os på, men det er vigtigt at være opmærksom på de følelser, der opstod i os, da vi modtog resultatet. Har vi oplevet glæde? Føler du dig frustreret? Dette giver os mulighed for at vurdere vores sande holdning til emnet for tvisten. En sådan analyse hjælper en person til at træffe den eneste rigtige beslutning uden forpligtelse til at følge resultatet af et møntkast.

Eksempler fra det virkelige liv

Der er tilfælde, hvor et møntkast ikke kun har påvirket en lokal begivenhed, men også afgjort historiens efterfølgende forløb.

Første flyvning

Kendte flyverbrødre Wilber og Orville Wright brugte en mønt til at afgøre, hvem af dem der ville være den første til at tage i luften i det fly, de havde designet. Heldet i møntkastet var på Wilber Wrights side, men det skete, at hans flyvning den 14. december 1903 blev til en fiasko - piloten styrtede ind i en sandbanke.

Flyet blev repareret, og tre dage senere udnyttede den anden bror, Orville Wright, sit forsøg. Denne gang fandt flyvningen sted, og den 17. december 1903 var dagen, hvor en mand første gang gik i luften i et fly.

Fødslen af navnet på byen Portland

Skæbnen for navnet på byen Portland i Oregon blev virkelig afgjort af mønten. Således bestemte New England indfødte Asa Lovejoy og Francis Pettigrove retten til at finde på et navn til en 640 hektar stor pakke. To ud af tre kast var heldige for Francis, som besluttede at opkalde den fremtidige by efter sin hjemby, den eponyme Portland, Maine.

Det er bemærkelsesværdigt, at kobbermønten, præget i 1835, som blev et vartegn for Portland, stadig opbevares i Oregon Historical Museum og bærer det symbolske navn Portland Penny.

Hver af os kan sikre, at møntkastning er solidt forankret i kulturen i næsten alle nationer i vores civilisation. Måske har næsten enhver person, der bor på vores planet, nogensinde taget en beslutning, baseret på viljen fra en mønt, der er kastet i luften.

{$ subpageListHide ? ('Show' | translate) : ('Hide' | translate) $}